Hektisk premierebuk

Det er aldrig lykkedes mig at skyde en buk om aftenen på bukkepremieren, men denne dag skete det, og efter en virkelig hektisk og fantastisk oplevelse. Det krævede, at jeg trak på alt min erfaring og en hel del held, men mere om det senere.

Skøn dag.

Morgenen havde været dejlig. En morgen uden regn og med fint vejr. Jeg var helt sikker på, at den gaffelbuk, jeg havde ladet gå utallige gange sidste år ved mit favorittårn, nu var retur som seksender og havde planer om at stille sig under tårnet kort efter skydetid…. Men ak - nej - sådan gik det ikke. Den kom aldrig.

Der kom faktisk ikke rigtig nogen dyr den morgen, men skønt at være på jagt igen.

Parolen var kun seksender og uens seksender.

Om aftenen gik jeg ned til stigen i det samme område. Min makker havde siddet der om morgenen uden at se noget. På vej ned til stigen så jeg en rå i det levende hegn. Den var helt knaldrød og flot mod det grønne levende hegn bag den. De næste tre kvarter sad jeg i stigen. Vinden var hårdt i ryggen på mig og drev ind mod skoven, så chancen for at rådyr skulle komme ud af skoven, imod min fært, var meget meget lille. Da der var tre kvarter tilbage af skydetid, gik jeg derfor tilbage til råen i hegnet. Måske havde hun tiltrukket en buk i mellemtiden.

Jeg purchede mig ind på 70 meter af hende. Hun gik så ind i hegnet og jeg tænkte, at der måske gik en buk på den anden side. Vinden var helt perfekt, hårdt i ansigtet på mig. Jeg ventede på, om den skulle komme tilbage igen. Det gjorde den ikke. Derfor gik jeg efter den ind i igennem hegnet. Den stod fint på 130 meter ude i kornet. Jeg stillede op med Viperflexen, og zoomede helt ind på den med min skyde kikkert. Bare for at træne, hvis det nu havde været bukken. Det gør jeg ofte for at træne situationer, før de opstår. Da jeg havde kigget på den lidt tid, begyndte jeg stille at pakke sammen. Så var det jeg så bukken!

Der var han endelig.

Bagved råen kom der en buk ind på området. Den var 300 meter ude og på vej mod os og ind i det levende hegn. Hurtigt skyndte jeg mig tilbage igennem hegnet og ned mod bukken. Jeg gik hurtigt frem samtidig med, at jeg ikke fik pulsen for højt op. Jeg talte mine skridt for ikke at komme for tæt på rå og buk mens jeg var skjult for ham. Jeg kunne virkelig mærke, at jeg levede. Da jeg var nået til 130 skridt, kom råen pludselig tilbage gennem hegnet. Den trak sig hurtigt tilbage, og heldigvis smældede den ikke. Nu var jeg blevet endnu mere forsigtig.

Jeg fortsatte mod bukken, og da jeg havde talt 200 skridt mere, kiggede jeg frem, om den var foran mig. Det var den ikke. Derfor trak jeg ind gennem hegnet for at se, om den var på den anden side. Det var den så heller ikke. Tilbage igennem hegnet - ja, det blev til nogle gange gennem det hegn, og lige som jeg skulle gå ud på marken, kom bukken i hurtig skridt frem mod mig!

Klimaks.

Bukken var nu 30 meter fra mig og i skarp skridtgang på vej mod råen og dermed mig. Jeg nåede lige at gå et par skridt tilbage, så jeg var i dækning i hegnet. Jeg havde heldigvis skruet kikkerten ned undervejs i min hastige fremrykning, så den stod på laveste opløsning. Rent instinktmæssig lagde jeg riflen op i Viperflex en.

Imens var bukken kommet helt tæt på, og jeg talte hurtigt til tre sprosser på den ene stang. Jeg havde timet det sådan, at når bukken tog et skridt frem, passede det med, at jeg kunne skyde. Jeg skød, og bukken tegnede hårdt. Den løb ind i hegnet ved siden af mig, mens blodet løb ud af den. Jeg havde repeteret, men vurderet, at det ikke var nødvendigt at skyde igen. Min puls var helt oppe at køre, alt kørte på mig. Hold op for et intensivt forløb. Jeg var helt blæst og helt i øjeblikket, som de fleste jægere oplever, når det hele lykkes på meget kort tid.

Bukken.

Da det hele var gået så stærkt, satte jeg mit stopur til for at have en fornemmelse af, hvor lang

tid der gik, så jeg ikke kom til at støde bukken ved at gå for tidligt til den. Fornemmelsen af, at det skud sad helt rigtigt, var dog helt klar hos mig. Mens tiden gik, gik jeg frem til hvor jeg havde skudt til bukken. Her var der et tydeligt stykke af blod, hjerte og lunge. Hele vejen hen mod hegnet var der en lille sti af blod, hvor bukken var løbet ind. Dejligt.

Efter 8 minutter gik jeg efter sporet, og fulgte det ind i hegnet. Her var der blodspor hele vejen op af træerne og på jorden. 30 meter fremme lå bukken død. Det var helt fantastisk. Det var lykkedes at nedlægge på en helt utrolig måde, hvor alle mine evner og færdigheder som jæger, var blevet brugt. Og imponerende, at den kunne gå 30 meter på det skud, hvor der ikke var hjerte tilbage.

Ovenikøbet var det en virkelig flot seksender med de mange perler, som er så karakterisk for vores jagtområde. Dejligt at vores afskydning virker, og ja, jeg tror, det faktisk var den gaffelbuk, som jeg havde ladet gå så mange gange, som nu var blevet en flot seksender.

Kort afstand.

Da jeg kom tilbage til skudstedet, kunne jeg måle, at der kun var 16 meter til, hvor jeg stod og skød! Det var helt utroligt tæt på, og brug af skydestok var overdrevent, men viser, hvordan mine instinkter havde taget over, og alle de trænede situationer kom tilbage i fuldt omfang. Min makker kom og ønskede tillykke. Dejligt at kunne dele hinandens glæde.

Jeg brækkede dyret, og fik taget billeder og lavet film. Makkeren hjalp mig med at få bukken op i bilen. Tilbage i mit sommerhus, som ligger fem minutter fra jagten, kom en anden jæger fra jagten og ønskede tillykke. Han hjalp med at lyse, mens jeg tog skindet af dyret og forlagde det. Det var dejligt at have have hjælp, særligt med at holde lyset, da det var blevet mørkt i mellemtiden. Bagefter var det tid til at drikke en bukkeøl og den smagte helt fantastisk. En helt igennem skøn aften.

Tak, Diana for en skøn oplevelse. Glæder mig allerede til næste bukkepremiere.