Hvordan skyder man rådyr på trykjagt fra tårn?
Denne artikel er skrevet som en lang instruktion til, hvad der er godt at have fokus på, når man skal skyde rådyr på trykjagt.
En anderledes jagtform med riffel.
Jeg havde faktisk aldrig prøvet at gå på trykjagt med riffel, før jeg var 20 år inde i min jagtkarriere. Det var først, da jeg kom med i større jagtgrupperinger, at selve jagtformen gav mening for indtil da, var jeg primært gået alene på riffeljagt eller max med et par andre jægere.
Trykjagt med riffel er en jagtform, som er meget almindelig, når man er flere jægere, som går på jagt sammen, på et større område, hvor man gerne vil have reguleret antallet af råvildt mest effektivt med mindst mulig forstyrrelse. Lidt kort fortalt handler det om, at skytterne sidder i tårne eller stiger og bliver der, men en enkelt eller to mand går igennem det aftalte område, mens de laver en lille smule larm. De dygtige trykkere, går langsomt, holder pause, hvor de ikke siger noget, og larmer egentlig lige tilstrækkeligt til, at dyrene stille bevæger sig igennem skoven, og ofte stopper op, for at kigge tilbage mod trykket. Det gør at dyrene når frem til dig som skytte i tårnet, og er fokuseret på noget andet end dig. Det er tæt på at være en optimal situation, særligt hvis dyret stopper op, og kigger bagud.
Hvad du som skytte i tårnet skal være opmærksom på, vil denne artikel give dig nogle tips og tricks til. Det er ikke en endegyldig liste, så tilføj dine egne tips og tricks, og diskuter den gerne med andre jægere FØR dagen, hvor du skal på trykjagt, så er du bedre forberedt.
De grundlæggende elementer.
Når du kommer til dit tårn, så gør dig klar i tårnet.
Fjerne blade og grene fra bunden.
Sæt stolen, så den passer, så du enten kan sidde i den, eller støtte din riffel på den.
Mål afstandene ud til de områder, hvor du vil skyde til.
Sæt dine egne markeringer af, ”dertil” vil jeg skyde.
Beslut dig for, hvor du vil skyde, og særligt, hvor du ikke vil. Der kan gå meget tid med at svinge frem og tilbage mellem de enkelte muligheder, og det kommer der sjældent nedlagt vildt ud af.
Sig din egen parole højt til dig selv på baggrund af dagens parole. Hvis du gerne må skyde ræv, men ikke har tænkt dig at gøre det, er der ingen grund til at holde specielt øje efter den
Kig efter ledelinjer i terrænet. Grøfter, veksler, gærde, bevoksningskant (altså skift mellem to bevoksninger) er ofte steder, hvor dyrene kommer, og hvor de stopper, når der er overgang til noget andet. Altså, find de steder, hvor du ”tror”, at dyrene mest sandsynligvis vil komme, og hvor de vil stoppe. Det gør, at du er særlig opmærksom på de områder.
Jagt i gang.
Det øjeblik, hvor du er oppe i tårnet, er du på jagt. Reglen er nærmest altid, at man må afgive skud, når man er i tårnet. Jeg har ofte oplevet, at hvis jeg er lidt hurtigere end de andre skytter med at komme på plads, og være klar, så er det ofte, at de øvrige skytter skubber dyr hen mod mig, når de går til deres tårn. Dette har givet mig en del muligheder gennem årene.
Vær derfor klar fra starten af jagten
Stå/sid stille – vær stille – vær vågen og vær klar til, at dyrene kommer
Hav din riffel i hånden, hele tiden mens jagten er i gang. Du kan godt støtte den på kanten af tårnet, men sørg for ikke at sætte den fra dig.
Vær fokuseret. Læg kikkerter, kaffe og andet fra dig – du er på jagt, ikke på ferie 😊 Jeg har ikke tal på, hvor mange jægere, der har sagt til mig mellem såterne, at: ”Da jeg kiggede op fra min telefon, var det for sent, for den var jo der, hvor jeg skulle have skudt den”. Kig telefon i pauserne, ikke under jagten. Eller, accepter at du så ikke får så mange chancer, som de andre, valget er op til dig selv.
Drevet starter.
Det er aftalt på forhånd, hvornår drevet starter, og det kan du også ofte høre. Dyrene bevæger sig i skovbunden, og laver en lille smule larm.
Lyt efter bevægelse i skovbunden. Særligt på sne, kan man høre dyrene langt væk, og hvis du kan se langt væk, så kan du høre langt på sådan en frost dag.
Tag beslutningen før dyret dukker op, om hvor du vil skyde det: ”Jeg vil skyde dyret på det der spor”. Når dyret står der (kortvarigt), så er du klar.
Vær konsekvent. Det kan gå hurtigt, og når dyret står der, hvor du har aftalt med dig selv, skal du handle på det. Det kan så godt betyde, at du ikke skyder, da du ikke kan afgøre, om det f.eks. er en buk, som oftest er fredet på trykjagt, men det er også en handling at undlade at skyde.
Se langt i terrænet. Dyrene bevæger sig ofte mod dig, så sæt blikket på vidvinkel, og fokuser på bevægelser.
Flyt riflen, når dyret ikke kigger i din retning. Det kan ikke altid lade sig gøre, men hvis dyret ser bevægelsen, ændrer det retning.
Dyret kommer til dit tårn
Hvis det stopper lige foran tårnet, så husk at hold højt på dyret, da kuglen ofte går lavere ved skud tæt på, ved de fleste kalibre.
Træk op og skyd. Ikke så mange dikkedarer, for hvis du lige skal dreje på skarpheden, eller have anderledes fat i riflen, så er dyret løbet, når det ser bevægelsen. Hvis du trækker op på dyret, så er det for at skyde det.
Hvis du mærker, at det ikke føles rigtigt, når du trækker op på dyret, så lad være med at tage skuddet. Det lyder simpelt, men det kan være svært, for man har nærmest givet ”ordren”. Det er nok noget af det sværeste ved trykjagt, nemlig at være konsekvent, men også undlade, når det bare ikke passer sammen.
Hvis dyret ikke ser ud til at stoppe, når det kommer mod dig, kan du prøve at råbe det an. Nogen fløjter, men jeg er selv alt for meget oppe at køre til at gøre andet end at råbe: ”HEJ”. Ofte stopper dyret og kigger, hvor mon lyden kom fra, og der har du 2 sekunder, før dyret løber igen til enten at skyde eller undlade. Du skal have trukket op på dyrene, før du råber, for du har ikke tid til at nå både at trække op og skyde, så er de væk igen.
Øv dig gerne på dyr, som du ikke vil skyde, med at råbe til dem, så de stopper præcis i det hul mellem to træer, hvor du kan komme til at skyde til dem. Og træk gerne med op til dyr, som du ikke vil skyde, blot for at få fornemmelsen og træningen i kroppen.
Du har skudt til dyr.
Marker for dig selv, hvor du skød til dyret, og hvor dyret løb hen. Hvis ikke du så det falde, vil der være brug for begge dele ved eftersøgning efter drevet er færdigt.
Mål gerne afstandene ud til stedet, hvor du skød, og til hvor dyret forsvandt. Så kan du udpege begge dele til driveren, hvis han kommer forbi dit tårn, som kan lave en hurtig eftersøgning, om dyret ligger, hvor du så det forsvinde eller der skal en eftersøgning i gang efter drevet er slut. Det er rart at få vished, når man står i det.
Bliv altid i tårnet, indtil drevet er slut – det er ren sikkerhed, at ingen skal gå rundt, og kigge med risiko for, at de går ind i skudvinkler fra de andre skytter i tårnene.
Sæt gerne en markering i tårnet af det sted, hvor dyret løb af sted mod. Måske kan du lægge to patroner i forlængelse af hinanden eller andet, så du kan se retningen, som dyret løb i. Det kan godt være lidt uoverskueligt at holde styr på, hvis du har skudt til flere dyr. På mange jagter er reglen derfor, at hvis ikke du kan se dyret forendt, skyder du ikke til flere dyr i den retning.
Drevet kommer forbi dig og drevet slutter.
Mange tror, at når drevet har nået dig, er din jagt slut. Det er den langt fra. Ofte går dyr bagud af drevet, og de første 10 minutter efter drevet er gået forbi dig, kan dyrene pludselig komme fra helt andre retninger end tidligere
Juster, hvor du primært holder øje, så at du er klar, hvis der kommer noget retur. Vær opmærksom på, at dyrene stadigvæk kan komme fra den retning, de kom fra, før drevet passerede dig.
Når drevet er slut, gå ned af tårnet, og eftersøg de dyr, du har skudt til, i overensstemmelse med dagens parole. Man må som oftest gerne kigge tæt på tårnet, men hvis dyret er gået mere end et kort stykke fra tårnet, skal det meldes til jagtledelsen, som tager ansvar for det videre eftersøgningsarbejde.
Bræk de dyr, du har skudt, og gør dig klar til at blive samlet op, eller gå til naboposten og hjælp ham med sit efterarbejde.
Ofte vil der være flere såter på en dag, og når man mødes mellem såterne, er det almindelig at melde tilbage med, hvad man har set og oplevet.
Egen største oplevelse.
Min egen største oplevelse med trykjagt, var en dag, hvor det havde været minusgrader om natten, og snevejr, og hele området var helt hvidt, lydt og stille. En enkelt mand gik rundt med sin hund i snor, og dyrene kom helt langsomt og stillede sig med siden til og nærmest opad af de stiger, vi sad i. Det var aftalt med udlejer af jagten at skyde 30 stykker råvildt i sæsonen, for at juletræerne skulle have en chance. På dette tidspunkt, som var den sidste søndag i jagtsæsonen, var der skudt 8 rådyr i hele perioden frem til da. Det ændrede sig fuldstændigt denne dag, og jeg skød selv to rådyr om formiddagen, og to om eftermiddagen, hvilket var det antal man, måtte skyde pr. skytte. Der var mange flere chancer til de 14 mand, som var skytter, og det hele bidrog til, at der lå 21 stykker råvildt på paraden. Sådan kan trykjagt gå op i en større helhed, når betingelserne er helt perfekte, og alle dyr var skudt på under 80 meters afstand. Tre af dyrene blev eftersøgt med Schweisshund og alle fundet.
Trykjagt med riffel er en spændende jagtform, hvor man skal være fokuseret og effektiv, når chancen byder sig, samtidigt med at det kan være en effektiv måde at regulere råvildtet med mindst mulig uro til følge.
Jeg håber, at du kan bruge disse anbefalinger og inddrag endelig dine egne, så du er bedst muligt forberedt til næste jagt.
Knæk og bræk
Morten