Double på bukke i Danmark.

Den skønneste aften.

Bukkejagt kan noget helt særligt, når naturen viser sig fra sin flotteste side. De mange ture ud i solopgange og solnedgange fra maj måned, gør noget særligt godt for mig. Jeg kan mærke, at min glæde over naturen og livet bliver stærkere, når jeg får så meget lys og liv, som bukkejagten giver, men det er nu allerbedst, når der også følger en buk med.

Det havde der faktiske allerede gjort denne dag, for jeg var stået op klokken 3, som man jo kun gør med vilje, når man skal på jagt, og havde klokken 7.05 skudt en glimrende buk på et andet revir. Jeg var derfor temmelig glad, tilfreds og ikke mindst træt, da jeg sammen med min gode ven Jens, kørte ind på gårdspladsen på det skønneste område ved Roskilde. Her har jeg fået lov til at nedlægge et forårs- og et efterårsdyr, da jeg hjælper dem med at få reguleret deres skadevoldende vildt i løbet af året. Det er en god aftale for begge parter, og jeg kender derfor også området bedre og bedre, da jeg kommer rundt på det hele året.

Den bedste plads.

Mine gæster får altid det, som jeg og værten vurderer, er den bedste plads, og jeg ville virkelig gerne have at Jens fik en buk, da det her 14 dage inde i bukkejagten var hans første udgang. Derfor satte jeg ham i den gode stige tæt ved gården, hvor der er 3 skove at trække dyr fra, og hvor der hvert år bliver skudt gode bukke, og der endnu ikke var leveret denne sæson. Det var med en klar overbevisning om, at min telefon kunne ringe når som helst med besked om, at bukken var nedlagt, og jagten dermed slut. Sådan skulle det nu ikke helt gå.

Jeg fortsatte selv helt ned til den anden ende af terrænet. Her løber der en eng, som danner grænse til naboen. Inden da skal man igennem en hel del marker, hvor der ikke er noget for vildtet at gemme sig i, da det nærmest virker som fodboldbaner at kigge ud over, da kornet var samme højde som en græsplæne. Det var varmt og tørt, og en virkelig behagelig aften, og jeg så da heller ingen dyr på vej ned til engen.

På engen er der to stiger, hvor den ene står midt for, og den anden lige i starten af engen, og det var den sidste, jeg satte mig i. Den står lige ved nogle halmballer, og her sad jeg i 1½ time, hvor jeg intet så. Ingenting. Hvilket passede mig glimrende, for jeg ville helst have, at Jens fik en buk, når nu han ingen bukkejagt havde, og det her var den første tur på bukkejagt.

Mens jeg sad der og ventede på, at noget skulle ske, kunne jeg se ud over markerne til venstre og ned over engen lige foran mig, mens det meste af mit fokus var vendt til min højre side, hvor fra der allerede var skudt en buk denne sæson. Jeg var faldet helt i trance, og mens solen gik ned, og jeg fik den lige ind i øjnene, belavede jeg mig på, at denne aften, var det ikke hos mig, at der skulle ske noget. Men så…..

En dramatisk udvikling.

Jeg havde kigget meget til højre, men for en god orden skyld kiggede jeg til venstre, med cirka 10 minutter tilbage til lukketid. Og sandelig om der ikke kom et dyr ude på marken på det brune område, hvor fodermajsene var på vej op, og skræmmeulvene skulle holde fuglene væk. Jeg havde slet ikke set den, før den nåede midt ude på den åbne mark. Den havde alligevel gået 400 meter fra skellet for at nå derud, mens jeg fokuseret havde kigget alle andre steder hen, så selvom der intet var at gemme sig i, stod den der bare lige pludseligt. Det var en buk, og den havde fart på, med retning lige frem, så den ville krydse engen 300 meter væk, i lige linje foran mig. Faktisk ville den krydse sporet i græsset som gik foran mig, og nærmest ramme, hvor den anden stige stod, så hvis jeg nu havde siddet der, ville jeg have fået den lige i favnen.

Nu måtte der ske noget, så mig ned af stigen og i fuld fart, så hurtigt jeg kunne på de korte ben, afsted uden at blive alt for forpustet, frem mod bukken. Det var nærmest en kontrolleret spurt, for jeg havde meget lidt tid, og mindst 150 meter, jeg skulle have forceret før, at jeg var på nogenlunde skudhold af bukken.

Heldigvis var der nogle lavninger, som jeg kunne gå nede i, så bukken ikke kunne se mig, mens jeg piskede afsted mod den. Der var ikke meget tid, så det var nu eller aldrig.

Afgørelsens øjeblik.

Fremme af banken, var jeg inde på 150 meter, og bukken var stoppet lidt op og essede en lille bitte smule, men var stadigvæk i lidt bevægelse. Hurtigt gik jeg de næste 40 skridt, uden at bekymre mig om bukken reagerede, og dermed var jeg inde på ca. 100 meter af bukken. Jeg satte ViperFlex skydestokken op, og lagde riflen an, i en lang glidende bevægelse, og var nu klar. Imens var bukken nået ud på sporet, og stod nu og kiggede på mig, og var begyndt at gø af mig. Det var tydeligvis pladsbukken, og jeg fik læst og påskrevet, mens jeg fandt bukken i kikkerten.

Da korset havde hoppet en enkelt gang, klemte jeg skuddet af på de 160 meters afstand. Klask – sagde det! Helt tydeligt kugleslag, som Jens også kunne høre 800 meter væk derfra. Bukken sprang op i vejret, og trak benene på under sig, faldt ned og kæmpede sig så ind i buskadset lige ved stigen.

Det hele gik så hurtigt, så jeg nåede slet ikke at få bukkefeber, som ellers er min trofaste følgesvend, når der er buk i kikkerten. Jeg kiggede på uret, og der var netop 2 minutter tilbage til, at skydetiden var slut, så det kunne nærmest ikke trækkes længere.

Jeg var helt rundt på gulvet, for det var gået så hurtigt og fokuseret, at jeg nærmest ikke havde nået at tænke en tanke, men blot reageret på det, der skulle gøres for at få bukken, og nu var jeg helt overrasket og forbavset, over at det var lykkedes.

Imens jeg stod og tog følelsen ind, kunne jeg kigge til højre, og se den mest fantastiske solnedgang, der lyste himlen op i alle farver, mens dagen gik officielt fra skydetid. Det var smukt og meget berusende, men hvad med bukken?

Den dansk-svenske sporhund på to ben.

Jeg har lidt en udfordring. Jeg bliver ofte meget begejstret, og særligt når ting lykkes, kan jeg godt miste overblikket, hvilket gør, at jeg nok ikke er den skarpeste til at finde forendte dyr. Sådan var det også denne gang, hvor jeg, på trods af, at jeg så hvor bukken løb ind – cirka – ikke lige kunne gå hen og samle den op.

Her havde jeg så den helt store fordel, at jeg denne dag havde taget min dansk-svenske sporhund på to ben med, i skikkelse af Jens. Han har utallige gange fundet nedlagt vildt, og kan læse situationen og terrænet på en måde, som viser, at det har han bare helt styr på. Særligt på de mange ture til Sverige har det været en fordel, at Jens kunne se tingene bedre end alle andre. Det er jo meget rart, når jeg ikke selv lige kunne finde bukken.

Jens ankom, fik information om, hvor jeg stod, bukken stod, og hvor cirka den var løbet ind. Han tog et blik på det hele, gik 10 skridt længere frem, end jeg havde gjort og tog 5 skridt ind i buskadset – og ja – lige der lå så bukken! Det ser altså nemt ud, når folk ved, hvad de laver, og det gjorde han. Jeg var meget taknemlig.

Det var en fin ulige seksender, som havde været pladsbuk på området. Den var virkelig død, for mint Sonic Hunter projektil havde ramt den lige i hjertet og var gået bagud af dyret, så igen virkede grejet, som det skulle.

Dyret blev brækket, mens farverne på himlen blot blev endnu mere imponerende, og med dyret brækket kørte vi tilbage til gårdspladsen, hvor landmanden ventede.

Afslutning.

Landmanden var meget tilfreds med, at det var den buk, som var skudt, for den havde han observeret en af de første dage i jagten, da han selv skød en buk fra samme stige. På det tidspunkt havde de to bukke været i kamp, så landmanden havde haft god tid til at observere den, før den anden buk kom frem til ham, og han kunne nedlægge den.

Jeg var både lykkelig, overrasket og temmelig træt efter en dag, som havde startet kl. 3 om morgenen, og hvor jeg var fortsat på arbejde efter den første succesfulde bukkejagt om morgenen. At skyde to bukke på to udgange på den samme dag, det har jeg alligevel aldrig prøvet i Danmark før. I Polen har jeg prøvet det, men der er udvalget også meget større.

Det var en taknemlig og træt bukkejæger, som tørnede ind den aften med en double på bukke på en dag. Det kan jeg leve længe på, særligt når det var så vidt forskellige oplevelser, hvor spurten på den sidste buk, nok fremstår som den stærkeste.

Bukkejagt er berusende – særligt når det lykkes.

Knæk og bræk

Morten