Tredje gang er lykkens gang – endelig buk.

Bukkejagt er en prøve på tålmodighed.

Nej, hvor holder jeg meget at bukkejagt! Den særlige stemning omkring at gå ude i det forårsgrønne, se alt springe ud og mærke, at man lever, efter flere måneder uden for alvor at være ude og være en del af naturen. Samtidigt giver bukkejagt også mulighed for at se dagen starte og slutte, med blændende solopgange og - nedgange til følge. Det er som livet leves helt anderledes, når først bukkejagten starter, og døgnets rytme, og hele ens kalender får bukkejagt som fokus.

Det er dog også noget af et hårdt job, når man skal tidligt op, se bare lidt frisk ud, mens man holder øje med om bukken kommer, og samtidigt gerne passe et arbejde til nogenlunde alles tilfredshed. Den leg var jeg nu 14 dage inde i, og jeg kunne dermed markere mit to års jubilæum uden nedlagt buk. Det skyldtes primært, at de bukke, jeg mødte, lod jeg gå, ud fra devisen: ”En er for lille, en er for ung – en anden trænger andre mere til at skyde, end jeg”. Ja, jeg ved faktisk ikke, om det er en sang, men det kunne nok godt blive i de fleste bukkejægers hoved. Problemet ved at lade bukke gå er, at man til sidst ikke får skudt nogen buk, men i dag skulle det være anderledes.

Tredje omgang.

Denne historie starter faktisk til bukkepremieren sidste år. Der kom jeg gående ind på terrænet, med skydestok, rygsæk, riffel, kaffe, kamera og sikkert endnu mere. Men som jeg står der og forsøger at få alt med, og kun lige er trådt ind på terrænet, så står han der! Den helt store buk. 20 meter fra mig, og 3 minutter inde i årets bukkejagt.

At sige at jeg ikke var klar, er en helt klar underdrivelse! Jeg nåede slet ingenting, før han var vendt om, og gået ind i terrænet. Mig efter ham, på fornuftig afstand, men ak, da jeg så ham igen, var han hos naboen, og han kom aldrig frem til mig igen. Det gjorde han for øvrigt heller ikke resten af sæsonen, så ham havde naboen sikkert skudt. Men nej!

For - denne sæson så jeg ham i sidste uge! Nærmest samme sted, som sidste år, og denne gang med siden til på 98 meters afstand. Ja, jeg kender afstanden, for jeg skulle da lige måle afstanden, stille på kikkerten, så den stod perfekt, og lige have skydestokken helt på plads. Alt dette blev for meget for ham, så med høje grynt, løb han forbi mig på kort hold, for lige at markere at han var den klogeste.

Det var en lidt lang dag at komme igennem derfra, må jeg sige. Det kender de fleste bukkejægere nok, og listen af ting, jeg kunne have gjort bedre, blev kun længere, jo mere jeg tænkte over det.

Men i dag skulle det være, og jeg fik også en buk, selvom det ikke var ham her, men mere om det senere.

En ny plan.

Denne gang stod jeg op 2 timer, før solen gjorde, var på området så jeg sad klar 30 minutter før solopgang, og sad nu på den anden side af, hvor jeg tidligere var kommet ind. Nu havde jeg alle fordelene, og det var mig, der var klar til at tage imod den gamle buk – og ikke omvendt – spændingen steg.

3 minutter i skydetid, kom en fin gaffelbuk og en smalrå ind på området. De gik egentligt helt stille ind, men pludselig tog de fart på, som om noget havde skræmt dem. Ja – vinden var vendt, og verdens bedste plan, var nu noget mere ordinær, når min vind fløj lige i næsen på dyrene, når de kom ind på området. Det var så heller ikke den buk, jeg ventede på, så jeg havde ingen planer om at skyde den gaffel, men alligevel var det noget bøvl med den vind.

De næste 1½ time steg og faldt den smule vind, der var, så til tider var jeg optimistisk og til tider knapt så meget på, at den kloge gamle buk ville gå igennem min vind, og ind til mig. Til sidst erkendte jeg omgangen for tabt, og gik ned til den anden ende af terrænet, hvor vinden passede perfekt.

Dyr – og nok af dem.

Der var masser af aktivitet ved det nye sted. Ræv, harer, gæs og ænder havde startet morgenen op, og var rundt omkring mig, så det var en lyst. Pludselig så jeg et dyr, lige på den anden side af skellet mod naboen. Grebet om riflen blev stramt, men efter lidt tid, viste det sig at være en rå. Det var en virkelig sulten rå, som virkelig tog sig af retterne. Da den kom tættere på, kunne jeg godt se hvorfor, for jeg har nærmest aldrig set en rå, som var mere klar til at sætte lam, end hun var. Hun var nærmest helt firkantet, og hvor var det livsbekræftende at se på hende i det skønne solskinsvejr.

Vejret havde hele morgenen vist sig fra sin allerflotteste side, først med tåge i dalen og dug på alt, og efter solen kom frem, den smukkeste solopgang fulgt af en behagelig og varm morgen. Jeg kunne godt forstå, at alle var af huse, for vejret indbød til det.

Landmanden var også kommet i sving, og kreaturerne var tydeligvis glad for at få serveret vand denne tidlige morgen, som de fik hver morgen. Det er en af de skønne ting, ved at være ude i naturen, at en lille ting, som at kreaturer får vand, opleves helt anderledes, når man har tiden til at nyde glæden ved dyrene og landmandens glæde over sine dyr.

Jeg var derfor ved at gøre klar til at drikke dagens første kop kaffe med landmanden, og var mentalt ved at pakke sammen efter endnu en skøn bukkejagt, dog igen uden buk. Men, jeg skulle da lige tage den sidste runde med kikkerten, hvis nu der skulle vise sig noget herefter, at der i to timer ikke havde været skyggen af en buk. Og sandelig om der ikke helt ovre til højre stod en buk!

Forløsning – og dog!

Ja, der var han så. Helt ovre ved skellet til naboen, 135 meter væk – ja, jeg er god til at finde de afstande. Den gik i noget højt græs, og jeg kunne fint se ryggen og opsatsen. Det var en udmærket buk, ikke den store, men stadigvæk en fin buk. Bag bukken var der en stor vold, som udgjorde noget nær det perfekte skudfang. Stille og roligt, fik jeg zoomet ind, lagt riflen an og fundet alle de støttepunkter jeg kunne med arme, ben og fødder, og med et meget blødt klem gik skuddet. Bukken gik lige i jorden. Jeg repeterede hurtigt, og sad i flere minutter og holdt øje gennem sigtekikkerten, hvor han var faldet, men ingen tegn på bevægelse. Det var en underlig forløsning at sidde med, for dagen havde udviklet sig meget anderledes, end jeg havde planlagt, men alligevel endt godt, indtil videre.

Et kvarter senere stod jeg ved skudstedet, så alt kunne nå at sætte sig – men ak – ingen buk. Til gengæld var der lunge-schweiss, så jeg var temmelig fortrøstningsfuld. Bukken var hoppet ind blandt noget knæhøjt brak, hvor brændenælder og andet godt gjorde en umiddelbar identifikation nærmest umulig. Jeg kiggede meget kort derind, men da der ikke var en klar linje med schweiss, som kunne følges, stoppede jeg, da bukken ikke lå umiddelbart forendt. Jeg var meget sikker på at den var død, men hvor mon den så lige lå? Det var der mange gode muligheder for, og jeg tror, at hvis jeg selv skulle finde den, var det blevet en nærmest umulig opgave.

Heldigvis har vi jo et stærkt schweisshunde korps, og den nærmeste hundefører boede kun 10 minutters kørsel væk. 15 minutter senere kørte Per ind i gårdspladsen med sine dygtige hunde. Dejligt at kunne ringe efter en professionel til den nette sum af lidt over 100 kroner. Det skal man ikke betænke sig på at gøre, synes jeg.

En noget anderledes schweisshund.

Da jeg havde fortalt Per, at der var lungeschweiss tog han sin nye hund ud af bilen, da den kun skulle bruges på de lette eftersøgninger, fortalte han mig. Det gjorde mig noget roligere, at det så var en let eftersøgning. Hunden var en særlig Hannovaransk vildsporhund, som havde et specielt søg. Fremfor at gå lige efter sporet fra skudstedet, gik den frem og fandt vind, kom tilbage igen, og gik så ud igen. Det så noget anderledes ud, end jeg før har oplevet ved eftersøgninger. Per var virkelig god til at forklare, hvorfor hunden gik, som den gjorde, og det var en virkelig god idé, for de fleste jægere vil jo gerne have dyret fundet, nærmest før hunden er kommet ud af bilen, og derfor kunne det godt tage lidt på de slidte nerver, at hunden sådan nærmest tossede lidt rundt. Den gjorde den nu slet ikke. Efter to ture, frem og tilbage, gik den op langs skellet, og der inde under en lille klynge træer, lå bukken så. Skønt.

Der falder virkelig en sten fra ens hjerte, når ens dyr bliver fundet. Man kan godt sige, at man er sikker på at det ligger der – meeeen – det er nu rarest når man står med dyret i hånden. Hunden var glad, føreren var glad, landmanden var glad, men mest glad var jeg nu nok – og tilsvarende lettet.

Afslutning.

En fin gaffelbuk havde mødt sit endeligt, og min landmand havde fået kød i fryseren, og jeg kunne nu sige, at jeg gik på bukkejagt, for nu havde jeg en buk med hjem til fremvisning. Den her lod jeg ikke gå, for landmanden havde ikke mere vildtkød i fryseren, og så er det med at levere, når muligheden er der.

En pudsig ting, var da jeg tog skindet af, at mit Sonic Hunter projektil, havde gjort lige det, som der står i manualen. Gået ind, lidt højt på lungen, og ved udgangen var der tre huller fra de tre vinder, som kuglen bliver til ved anslag. Det skaber nogle stærke sårkanaler, og det virker, må jeg konstatere. En spurt på 20 meter med en høj lungekugle er mere end godkendt.

Jeg har dog stadigvæk en mellemregning med den gamle buk, for endnu en gang var han den smarteste, da jeg jo slet ikke mødte ham.

Nu må uret igen sættes til midt om natten igen, for jeg har tænkt på en ny plan for at være snedigere end ham.

Denne gang skal det helt sikkert nok lykkes – måske.

Knæk og bræk

Morten