Magisk mesterlære.

En svær jagtform.

Gæs er vanskelige at nedlægge. De optræder nærmest altid i flokke. Flokken har en form for fælles intelligens, for hvis noget ser forkert ud for en enkelt af gæssene, flyver flokken bare et andet sted hen. Jeg jagtede selv gæs i 20 år før, at jeg fik min første gås. Og jeg kender mange erfarne jægere, som aldrig har nedlagt en gås. Enten har de ikke adgang til en jagt, hvor der kan nedlægges gæs, eller også er det ikke lykkedes på de områder, de har adgang til. Derfor er det noget helt specielt, at mine nyjægere kan få mulighed for at nedlægge gæs på et af mine terræner. Samtidigt i en ramme, som giver dem roen til at have succes med oplevelsen. Men mere om det senere.

Vejr og vind.

Det afgørende for succesfuld jagt på trækfugle er vejret. Nærmere bestemt vinden. Hvis ikke der er vind, er vilkårene temmeligt vanskelige, for så ved man ikke, hvor fuglene kommer fra. Eller om de overhovedet kommer.

Her i november var vinden temmelig kraftig. Den var i vest, hvilket den jo oftest er. Det gode for os var, at det passede rigtigt godt for jagten, for vi har aldrig oplevet, at gæssene ikke kom med den vindretning.

Vi sidder i 5 faste skjul i et læhegn. Foran os var vores gåselokkere. Yderligere et par hundrede meter foran os var søen. Den strakte sig flere kilometer rundt mod højre. Gæssene rastede på søen, og omkring solopgang fløj de så ud, oftest hen over det levende hegn, vi sad i. Jeg holder max jagt hver tredje uge. Derudover jagter jeg oftest ikke i august og september, da fedtlaget hos gæssene endnu er noget tyndt, og dermed er gæssene ikke særligt spiseklare. Alt dette gør, at gæssene ikke er jagtet ned, og det giver nogle færre men derimod gode jagtdage. Dette var den tredje jagtdag i denne sæson.

Makkerskab.

Noget af det bedste i denne verden er en god makker. Det gælder mange ting, men særligt med jagt er det godt at have en at læne sig op ad.

Det har jeg udviklet med mine introforløb for nyjægere. De havde hver især en erfaren jæger med ved siden af sig i skjulet. Det var den erfarne jægers ansvar, at de kun skød det, som var på parolen. Parolen var egentligt nem nok, for vi skød kun gæs. Men da der var en skarvkoloni tæt på, var det vigtigt at få skarvene identificeret, for de kan minde meget om hinanden, særligt før solopgang. Skarvene skulle vi ikke have skudt – og det klarede de erfarne jægere godt at hjælpe nyjægerne med.

De erfarne jægere var nøje udvalgt, for det var ikke nok at være en erfaren jæger, man skal også være pædagogisk anlagt for at komme med. Nyjægere spørger om alt muligt forskelligt, og det er vigtigt for mig, at de bliver talt med på en ordentlig måde, for at holde motivationen høj hos dem . Jeg har selv oplevet at blive irettesat på jagt, og det dræber motivationen hos en nyjæger. Man laver ikke fejl på mine jagter, men derimod ting man lærer noget af.

Dagens jagtform er meget anvendelig for dette makkerskab, da de kan snakke sammen, så meget de vil - gæssene er ligeglade, er min erfaring.

Det er ofte sket, at gæs er passeret, da et makkerpar i et skjul har været så optaget af at snakke om noget jagt, at de ikke så gæssene, før det var for sent. Ja - ok - det var så nok i mit skjul, at det skete, hvilket jeg hørte en del for efterfølgende….. hvilket kun er en del af charmen ved jagt.

På jagt.

Så sad vi der i skjulet. Sat på post efter en grundig parole, med masser af mulighed for spørgsmål. Mine erfarne jægere svarede også på mange af spørgsmålene, så vi supplerede hinanden. Alle deltagere havde fået flere omgange informationer før dagen med, hvem de var makker med, hvor de skulle sidde, hvad der var jagtbart osv. osv. Det kan ikke lade sig gøre at beskrive alt, men jeg gør forsøget inden hver jagt.

Nu var det blot at vente. Lokkerne var sat ud i samarbejdet mellem nyjægere og erfarne fra skjul et og to. Senere ville de samme jægere samle dem ind igen, og snakke om, hvorfor de stod, hvor de gjorde, og alle de overvejelser der var med det.

Jeg kiggede på min nyjæger, og kom som så ofte før til at mindes min allerførste gåsejagt. Det var en af de største gaver ved at arbejde med nyjægere, at jeg blev inviteret med på oplevelser, som jeg selv har haft for mange år siden. Følelsen af usikkerhed. Kommer der mon gæs? Kan jeg ramme dem? Gør jeg nu noget forkert - som alle kan se?

Alle disse tanker og følelser væltede rundt i kroppen samtidigt med, at lyden af gæs, som skræpper, bliver tydeligere og tydeligere. Ventetiden var nærmest uudholdelig.

Kontakt.

Så skete det! De første gæs var kommet. Vi så dem et stykke ude, for jeg ved jo, hvor de kom fra og kunne dirigere min nyjægers opmærksomhed hen mod stedet. Endelig så han dem også. Nu var det virkeligt tæt på. De havde kurs lige hen over os. Jeg startede min nedtælling. 1 - 2 - 3!!!!

Vi sprang op og skød samtidigt på tre. Den bagerste af gæssene pakkede helt sammen og landede med et ordenligt: DUNK! Som man nærmest både kunne høre og føle inde i vores skjul.

Vi nåede ikke at skyde til flere end den ene, for så var flokken videre. Kjeld var helt oppe og ringe. Nå ja, så meget som en 55-årig ingeniør fra Horsens kan komme oppe at ringe. Men det var virkeligt noget helt særligt, kunne jeg forstå på ham. Hans første gås. Og faktisk også hans første fugl nogensinde. Det var da helt specielt. Han blev ved med at fortælle mig om, hvordan han havde holdt til en fugl, skudt, og den var faldet ned! Helt utroligt. Jeg kunne mærke hans glæde helt inde i min egen jagtsjæl. At jeg selv også havde holdt til den samme fugl, og vi derved begge havde fået den samme, gjorde blot glæden større. Hvis der er tvivl, er det altid nyjægerens fugl. Sådan tror jeg det er på alle jagter.

Langs hegnet havde der lydt flere skud, og jeg kunne konstatere, at de i de andre skjul også havde hjulpet hinanden. Det gav en del nedlagte fugle.

Min faste jagtmakker Thomas og hans to dygtige gule labradorer havde travlt med at hente fuglene ind.

Det hele team.

Faktisk er Thomas en helt afgørende del af den gode oplevelse. Jeg har gennem en del år håndplukket mine hundefolk. Det består udelukkende af dygtige hunde og førere, som både kan apportere men også snakke med nyjægerne om, hvad der foregår og hvorfor. Thomas har været med mig mange gange, og jeg ved, at hvis jeg selv er forhindret på dagen, kan han afvikle jagten på egen hånd. Med ti mand på jagt kræver det godt overblik at få det hele til at gå op i en større enhed, og her er Thomas og de øvrige erfarne jægere afgørende.

Thomas var blevet færdig med at indsamle fuglene, og det var ikke for tidligt. Den næste flok var på vej, og stemningen blev igen fokuseret og anspændt i skjulene. Det er nemlig vigtigt, at timingen passer. Hvis der bliver skudt for tidligt, vender flokken, og de øvrige skjul får ikke chancen. Hvis der bliver skudt for sent, er chancen måske forpasset, men at finde balancen kræver meget erfaring. Det fungerer rigtigt godt, at den erfarne kan få det til at passe, mens de til tider lidt yngre øjne hos nyjægerne kan se fuglene længere væk.

Et godt træk.

Nu fortsatte trækket. Det varer som regel små to timer. Så stopper det igen. Der kan komme små flokke før og efter de to timer, men typisk kommer det store træk samlet.

Det starter så meget forskelligt. Til tider er det præcis når solen går op ifølge almanakken. Andre gange starter det halvanden time før. Og ja, vi har stået ved parolen, hvor gæssene allerede er begyndt at trække. Det gør, at vi konsekvent nu sidder klar halvanden time før solopgang. Det giver så noget mere tid til snak i skjulet.

Denne dag startede trækket tre kvarter før solopgang og fortsatte lidt over en time efter. Da det tyndede ud i trækket, begyndte Thomas at efterapportere de sidste fugle.

Vi sad lidt, mens intet skete. Der var stadigvæk fugle i luften, men der var ingen på vej i vores retning. Jeg har altid været imponeret at gåsejagter, hvor de kunne skyde op til trecifrede antal fugle. Det gør vi ikke på min jagt. Højst en til hver og en til ens mor, så lukker vi.

Det antal nåede vi ikke i dag, men det var tydeligt, at vi havde fået det, vi kom for, så jeg afsluttede jagten.

En god tradition.

Vi mødtes i det midterste skjul. Lokkegæssene var blevet samlet ind og lagt i skjulene. Alt, hvad der var skudt til, var eftersøgt af Thomas’ hunde. Og nu stod alle og talte i munden på hinanden efter en fantastisk morgen.

Min riffelinstruktør Bo havde introduceret en god tradition til jagten, og mens snakken gik, begyndte lugten fra pølserne til hotdogsene at brede sig. De blev lavet over et bålfad.

Hotdogsene var klar og alle havde fået en, og en Cocio til at skylle oplevelserne ned med. Nu var tiden kommet til den obligatoriske runde med, hvad alle havde oplevet. Det gav mange gode ekstra oplevelser at høre, hvad dem man ikke kunne se fra sit skjul, havde oplevet. Særligt glæden ved at have nedlagt en gås eller tilsvarende at have undgået at nedlægge en skarv fyldte meget hos nyjægerne. De var virkelig bange for at gøre noget forkert, og med en erfaren jæger at støtte sig op af, var den risiko blevet delt med dem. Det havde frigjort dem, så de turde skyde, hvor de normalt ikke ville have fået gjort det.

Vi stod og kiggede på paraden. Som altid var det nyjægerne, som først fik en gås. Derefter de erfarne og til sidst Thomas og mig, hvis der var nok til det.

Efterbehandling.

Så står man så som nyjæger med en gås i hånden. Hvad så!

Ja der er jo masser af fine instruktionsvideoer på YouTube til at håndtere sådan en. Det føles nu alligevel lidt overvældende med så stor en fugl.

Derfor fik alle som havde lyst, mulighed for at ordne deres fugl sammen med mig med det samme. Vi gik om til nogle paller, vi bruger som bord. Jeg havde knive, sakse og poser til at ordne gæssene med. En halv time efter var alle gæssene ordnet, og klar til at komme i køleskabet eller fryseren afhængigt af jægerens behov. Der var udbredt taknemlighed for at have styr på alt med jagten, før vi forlod den.

Afslutning.

Det var blevet tid til at bryde op. Flere var allerede kørt, og de resterende havde netop lagt deres ordnede gås i bilen. Folk var glade, trætte og lidt overstadige, som man kun kan være det efter en god jagt.

På vej til min egen bil sagde Kjeld til mig:” Hvornår skal vi herop igen”?

Nu vidste jeg, at han var blevet lige så bidt af gåsejagt, som jeg er.

Jeg glæder mig allerede til at have ham med igen.

Morten