I indianerens fodspor.

Jagtens sjæl.

Hvorfor er det, vi overhovedet går på jagt? For mange er det en livsstil og en passion, som måske er kommet tidligt i livet. De første tanker, jeg har om jagt, er da jeg legede cowboy og indianer med mine venner. Ofte var vi faktisk kun indianere, som byggede huler i skoven, sneg os ind på hinanden, og den bedste indianer, var den, som var dygtigst til at snige sig ind på de andre uden at blive opdaget.

Hurtigt sceneskifte - 40 år senere, på en mark på en usædvanlig blæsende januar dag, kom jeg til at tænke på den gamle leg. Jeg lå nemlig på marken, og gjorde mig så lav som muligt, fladt på maven, mens jeg snakkede med min nyjæger Rasmus om, hvad vi skulle gøre for at komme helt frem til skud, på de rådyr, som lå bare 100 meter fra os. Nu gjaldt det om at snige sig helt frem uden at blive opdaget, måtte den bedste indianer vinde.

En god sæson.

Vi var i en af de allersidste dage af sæsonen, og den havde været rigtig god. På bilturen havde vi en god time til at snakke sæsonen igennem, og der var mange højdepunkter, hvor vi ved fælles hjælp havde fået åbnet jagten for Rasmus. Det havde været situationer, hvor tingene var lykkedes, og naturligvis også dage, hvor oplevelserne havde været gode, selvom vi ikke havde affyret et eneste skud. Jeg var meget tilfreds med den udvikling, Rasmus havde nået på et enkelt år.

En af Rasmus’ favorit jagtformer var pürch. At snige sig frem, kende sit område og nå frem til en situation, hvor der kunne afgives skud, var gået i blodet på ham. Da der samtidigt ikke var opstået en situation, hvor der kunne afgives skud, var han også meget motiveret for, at det skulle lykkes.

Det blæste en halv pelikan.

Sådan føltes det, og det kom faktisk bag på mig, for sådan havde jeg ikke læst vejrudsigten, dagen før. Med vind op til 20 sekundmeter og med vindstød op til 25 sekundmeter, var det endog meget voldsomt. Det oplevede jeg på nærmest hold, for da jeg skulle ud af bilen, hvor min side var mod vinden, kunne jeg nærmest ikke åbne døren, så hårdt blev den presset tilbage af vinden. Det betød naturligvis også noget for jagten.

Når det blæser så meget, søger de fleste læ, og det gælder naturligvis også råvildt. Fordelen for os var, at jeg kender området virkeligt godt, og derfor ved, hvor der er læ for råvildtet, og hvor de gerne vil ligge. Samtidigt er der store højdeforskelle, hvilket gør, at min favorit mark kan spottes på lang afsted, og derfor kunne vi se 5 rådyr som lå i læ i en lunke helt oppe mod skellet til naboen.

På jagt.

Vi fik os gjort klar med skydestok og riffel, og startede vores lange pürch. Vi skulle hele vejen udenom dyrene, og ind med vinden i ansigtet. Det skal jeg godt nok love for, vi fik, for da vi trådte ud fra det læ, vi fik fra læhegnet, ramte vinden os med fuld hammer. Det var temmeligt voldsomt.

Vi sneg os tættere på langs skellet, og kom ind på 100 meters afstand, hvor vi lå i skellet, og havde dyrene ned foran os. Det var en virkelig god situation. De eneste problemer var, at der ikke var nok skudfang, når dyrene rejste sig, samt at vinden gjorde et sikkert skud, temmeligt vanskeligt.

Efter at have observeret en tid, lagde vi en ny plan, hvor vi trak længere ned på marken, i læ for dyrene og kunne komme ind fra bunden, hvor dyrene lå højt op mod skellet til naboen. Det var meget bedre, og nu var der nok skudfang bag dyrene. Vi var dog ikke tæt nok på, til at Rasmus havde et skud, han var rolig ved. 150 meter er langt for de fleste, og med vindstød på 25 sekundmeter stod grejet og hoppede, så noget måtte gøres.

Nu med indianer.

Det var i den situation, at jeg kom i tanke om mine gode ven Oles jagthistorie, hvor han og en ven havde kravlet flere hundrede meter gennem sne og sjap for at nå frem og få skud til råvildt. Det var lige den plan, vi havde brug for.

Ned på knæ og hænder, og så afsted hen over vinterrapsen mod dyrene med vinden blæsende i hovedet.

Først tog vi 30 meter, og med 120 meters afstand fra Viperflexen var det et fint skud for Rasmus. Vi nåede frem, uden at være blevet opdaget. Lagde os på marken, og begyndte at stille stokken op. Den blev alt for høj, så vi justerede og fik den trukket helt flad, så det passede med højden. Imens vi stillede op, i liggende stilling, snakkede vi sammen om, hvad vi gjorde, og jeg gjorde det helt klart for Rasmus, at det var hans frie valg, om han ville tage skuddet. Det ville han egentlig gerne, men vinden var stadigvæk et problem, og gjorde at stokken og riflen hoppede rundt og ikke gav mulighed for et sikkert skud. Så skal man jo lade være - og det gjorde vi så. Men vi ville jo gerne have muligheden, så vi måtte videre i planen.

Læg an på mentors … ryg

10 meter tog vi denne gang på knæ og hænder. Jeg har faktisk aldrig i hele min jagttid været nede og kravle efter dyr. Det har ikke været oplagt, som det var i dag. Efter de ti meter, lagde jeg mig ned, og Rasmus lagde riflen på min lænd, og havde derved fysisk anlæg på mig. Det var nemlig en af detaljerne i min kammerat Oles historie, og nu fulgte jeg den slavisk, at for at få stabilt anlæg, var det godt at lægge sig foran skytten.

Rasmus moslede noget rundt - også med mentor - og fik kommunikeret, at han ikke rigtig kunne få det hele til at passe. Vi måtte tættere på. Men inden vi fortsatte, skabte jeg det hele klare overblik, at de tre dyr til venstre alle var lam, og derfor skudbare.

Dagens sidste ti meter blev igen forceret med hovedet nede og med en intention om ikke at ligne noget, som på nogen måde var farligt for nogen. Jeg lagde mig ned igen, og i det samme sagde Rasmus, at nu havde råen og to af lammene rejst sig.

Hold vejret!

Jeg kunne mærke riflen på mig, men jeg kunne også mærke, at min vejrtrækning var alt for voldsom. Det gjorde, at riflen pumpede op og ned, og gjorde et skud umuligt. “Nu ånder jeg helt ud, og holder vejret”, fik jeg sagt til Rasmus, og imens jeg gjorde det, stillede det ene lam sig med siden til på 80 meters afstand.

Rasmus fandt dyret, jeg holdt vejret - på mere end en måde - og da skuddet gik, sprang lammet afsted!.

Så stod vi der og kiggede på hinanden. Som to indianere, der var lykkedes med deres mission, men måske var lidt i tvivl, om de nu også var lykkedes, for dyret var løbet ud af syne. Det havde tegnet, men man ved jo aldrig, før man står med dyret i hånden.

Vi tog lige ti minutter til at snakke tingene igennem. Det havde været en helt igennem vild oplevelse at lægge planen, ændre den, justere i den nye, og endelig lykkes med at komme til skud og tage det. Og helt særligt at tage den på knæ og hænder med grej på slæb.

Eftersøgning.

10 minutter senere var vi på vej. Vi havde taget en retning på skuddet, og vidste, at der var 82 meter til skudstedet, så jeg var fortrøstningsfuld med afviklingen. Rasmus mente selv, at skuddet var afviklet, som han gerne ville have, og det sagde min fornemmelse mig også.

Vi nåede aldrig hen til skudstedet for efter 50 meter, så jeg dyret ligger til venstre for os, 40 meter længere væk.

Der var stor glæde i indianernes stamme, og der blev giver kram og highfives til den store guldmedalje.

Jeg bliver altid virkelig glad, når det lykkes for en af mine nyjægere at lykkes med det, de gerne vil, og særligt når vi i det her tilfælde havde haft en god oplevelse sammen med masser af dialog undervejs og et godt resultat til følge.

Epilog.

Der var virkelig god stemning i bilen, og dyret blev forlagt ved mit sommerhus, som ligger 5 minutter fra jagten. Det er altid rart at have styr på det hele, når man kører hjem fra jagten.

Det var skønt at være tilbage på indianerens spor, og det bliver ikke sidste gang, at jeg går ned på hænder og knæ for at gøre chancen bedre. Samtidigt var det givende, at det var de erfaringer, jeg har fået fra andre, som hjalp til succesen. De fik også en venlig tanke på turen hjem.

Det er aldrig for sent at lege indianer igen.

Knæk og bræk

Morten.