Adams forklædte buk.

Nyjæger på eventyr 

Det er en stor glæde at have nyjægere med på jagt. På den ene side kan man se, hvordan de vokser og udvikler sig, mens de er med på jagten, og på den anden side kan man gennem dem opleve sine egne første jagtoplevelser igen. Sådan var det særligt denne dag, hvor Adam nedlagde sit først rådyr, også kendt som den forklædte buk, men mere om det senere. 

Arrangementet.

Jeg havde efterhånden haft Adam med på en del jagter. Han er en del af mit mentorprogram, hvor jeg tager en nyjæger med ud på ti forskellige jagter på forskellige jagtformer og hjælper dem med viden, teknik og udstyr til at få succes med jagten. Vi havde tidligere været på due, gåse- og andejagt, men denne dag var det fasanjagten det gjaldt. Men inden deltagerne til jagten ankom, var der et fint tidsrum, hvor Adam kunne sætte sig ud med riflen og nedlægge det rådyr, som han endnu manglede på sin liste over nedlagte dyr.

Træning til dyrejagten.

Vi var startet tidligere på året med bukkejagten. Her havde Adam siddet sammen med mig i tårnet. Jeg havde udpeget hvad han skulle kigge efter, at det var godt at måle afstandene ud til, hvor skudchancen måske ville komme, samt en masse om hvordan bevæger man sig (og ikke) i et tårn.. Der er faktisk temmelig mange ting, når først jeg skulle sætte ord på alle de ting jeg gør, når jeg er på jagt. Det svarer lidt til at man skulle forklare, hvordan man kører (og betjener) en bil, samtidigt med at man kører den. Det er faktisk meget givende, som rutineret jæger, at forklare alt det, og Adam sugede til sig, det bedste han kunne.

Hurtigt blev han klar til selv at sætte sig ud, og kom tilbage og fortalte om hvordan der var dyr, som pludselig stod der, som han slet ikke havde set komme. Hvordan de forsvandt hurtig før han var klar og at de forsvandt, bare han lige vendte sig lidt osv., osv. Han var dermed godt i gang med at gære sig sine erfaringer.

Alt det gav anledning til endnu flere snakke, og da vi var nået til oktober, havde jeg en god følelse af, at han var klar til at rykke ud på egen hånd, og nedlægge sit eget rådyr.

På jagt.

Der var stadigvæk noget tid til solen skulle stå op, og vi var klar i hytten efter en lidt kort nats søvn. Mens jeg gik og gjorde morgenbordet klar til gæsterne som skulle komme, tog Adam riflen over skulderen og gik ned til den skoveng, hvor vi vidste at der gik en del råvildt. Det var lidt med følelse af at sende sit barn i skole på den først skoledag, at jeg så ham gå afsted, men sådan er det nok altid når man virkelig håber, at noget lykkes for en anden. Jeg kunne ihvertfald genkende følelsen fra min far, når han sendte mig ud i skoven med et “knæk og bræk” og et skævt blik.

Parolen var simpel - alt råvildt måtte nedlægges. Jeg ved af barsk erfaring at jo flere regler, jo mindre chance for succes. Nyjægere er i høj grad bange for at gøre noget forkert, så når jeg kunne gøre deres job nemmere, så gjorde jeg det. Samtidigt vidste vi, at der ikke var skudt nok råvildt på jagten de seneste år, da dyrene var blevet noget mindre end normal størrelse, så parolen gav god mening.

Ventetid

Ja, den er der jo en del af på jagt, og jeg fik jo jagtgæster til rundstykker og kaffe, så jeg havde travlt med at gøre klar til dem.

Efterhånden gik tiden, og jeg havde ikke hørt noget skud, så jeg indstillede mig på, at det måske ikke var i dag at Adam skulle havde sit første rådyr. Efterhånden var mine hundefolk også ankommet og snakken gik lystigt, for alle var jo glade for at se hinanden igen.

Pludselig midt i det hele, kom der så et skud!

Ja, det var lidt af en forløsning, men stadigvæk var der jo ikke noget at gøre - andet end at vente på at Adam kom tilbage.

Noget af en oplevelse.

Der gik lang tid. Eller også føltes det bare sådan. Igen kom jeg til at tænke på min far, og hvordan han har stået og ventet på mig efter jagt med forhåbninger og bekymringer i et godt mix.

Men til sidst kom han dog tilbage - med et hak hen over næseryggen. Det så lidt voldsomt ud, så jeg spurgte ham, om han var ok. Ja det var han da, men han havde noget svært ved at snakke, for han temmelig oppe at køre over det der var sket.

“Altså - jeg sidder i den der stige, og så er der pludselig et dyr lige foran mig. Det er ikke mere end 40 meter væk. Jeg lægger håndkikkerten væk, og tager riflen op. Dyret går stille mod højre, og står ikke stille. Pludselig står det stille og jeg kan se at det er en buk.

Det er svært at få helt styr på i kikkerten, så jeg læner mig frem mod den. I det samme forsvinder den ind bag en lille gruppe træer, og jeg kan så ikke se den mere, men den er ikke mere end 30 meter væk bag træerne.

Jeg er helt oppe og kører og prøver at få pulsen ned igen. Så går der ganske kort tid, så træder den ud igen på den anden side af træerne og jeg skyder til den. Den falder ned, rejser sig og løber ind i skoven. Så jeg tror jeg har skudt forbi.”

Det var noget af en lang omgang, fortalt i et temmeligt heftigt tempo og med masser af fagter og lyde undervejs. Samtidigt havde behovet for at se dyret tydeligt også gjort at Adam havde lænet sig helt tæt på riffelkikkerten, så da han havde skudt, havde han fået et ordentligt slag af kikkerten, som havde givet ham et sår over øjet. Nogle kalder det et Zeiss-kys eller et “Wellington-scar”, men at andre i selskabet havde prøvet det samme, viste sig hurtigt da historien blev fortalt senere på dagen og ar fremvist fra flere deltagere.

Eftersøgning.

Det var faktisk først nu, at jeg forstod at Adam havde skudt til en buk, som så var forsvundet. Vi var så privilegeret denne dag at Kasper havde trænet sin hund endog meget grundigt på schweiss, så han og hans hund fik Adam med, og så gik turen tilbage til skudstedet.

Det varede heller ikke længe, så kom beskeden om, at dyret var fundet og at de, efter at Adam havde brækket det, ville vende tilbage med bukken.

En ny drejning.

De kom ganske rigtigt også tilbage kort tid efter. Det var dog ikke med en buk, men derimod med en forklædt buk, nemlig en rå!

Det var da noget pudsigt, men heldigvis var der en god forklaring. Det viste sig at Adams buk åbenbart havde en fortid i teaterverdenen, for efter at have været inde på scenen og vise sig frem som buk, gik den ind i kulissen bag træerne, lagde sin opsats fra sig, så da den kom ud på scenen igen, var den blev til en rå!

Den historie gav meget smil og grin i selskabet, for alle kendte usikkerheden i at have skudt til noget, som måske ikke helt lige var, hvad man troede.

Det var nu egentligt ikke så vigtigt, for Adam havde nedlagt sit første dyr, og med et enkelt skud også fået det dyr, han skød til, og det var jo det vigtigste.

Afslutning.

Resten af dagen havde Adam det smil på læben, som jeg heldigvis ofte ser hos nyjægere, som er lykkes med noget som er svært, men derfor også des mere dejligt når lykkes. Det er skønt at opleve.

Adam fik hjælp af Kasper til at skinde og forlægge sit dyr, assisteret af de øvrige nyjægere efter fasanjagten.

Da dagen var slut gik turen hjem i bilen, med rådyr i bagagerummet, klar til madlavning.

Mon ikke historien om Adams forklædte buk, når frem til næste arrangement med nyjægerne - det kunne jeg godt forestille mig.

Knæk og bræk

Morten