Duejagt for Dummies.

Smagen af sommer og jagt.

Solen bager på sit allerkraftigste, og sommeren er endelig kommet i gang. Det er den første juli, og i jagt sammenhæng betyder den dato ikke det helt store. Dog er det anderledes på Amager. Her markerer det dagen, hvor reguleringen på duer starter pga. flysikkerheden ved lufthavnen. En premiere kan man vel godt kalde det, og jeg glædede mig meget til at komme ud. 

Jeg har snart reguleret duer på Amager i mere end 20 år, og det er stadigvæk en af mine absolut favoritjagtformer. Efter vi er startet med at regulere duer og gæs, er antallet af birdstrikes faldet med 60 procent, har jeg hørt. Det er da noget af en positiv udvikling, hvor jægerne spiller en positiv rolle.

Det særlige ved denne dueregulering er, at vi gerne må bruge kunstige skjul, lokkefugle og karruseller og lignende. Det gør, at det rent udstyrsmæssigt minder fuldstændigt om almindelig duejagt. Det særlige er jo, at vi er i juli/august, og her er vejret så godt, at beklædningen mest består af shorts og T-shirt, samt noget overtrækscamo, så tyndt som muligt. Det lyder jo meget hyggeligt, og det er lige, hvad det er.

Debutanter på jagt.

Dagens jagt havde yderligere det element, at jeg skulle have Tommy og Trine med på jagt. De er to af mine nyjægere, som jeg har i mentorforløb, og for dem begge var dagens jagt deres første oplevelse med duejagt. De havde fået del i min begejstring for jagtformen gennem de artikler, jeg har skrevet om det, som de havde læst før dagens jagt.

Duejagt er jo noget svært noget, med vanskelige skud, og særligt når duerne ikke slår på lokkerne, men flyver forbi dem, skal der trækkes hårdt igennem for at nå at få dem nedlagt, før de er forsvundet.

En fugtig Intro

Optimismen var nu ikke særlig stor, da jeg kørte ud til jagten. Vinduesviskerne var på arbejde, og regnvejr er ikke duernes favorit, når de skal ud at flyve. Men sådan er vilkårene, når det er datoen og ikke vejret, som sætter tidspunktet for jagten.

Vi stod dog ud af bilerne, da vi ankom, og jeg kunne godt se at, selvom man er 50 plus, kan forventningen godt lyse ud af en, som den gjorde på Tommy, som var den første ankomne. Det er en af de virkelige gode ting ved at have mentorforløb, at hver gang man introducerer til en ny jagtform, så kommer glæden fra nyjægeren til at smitte af på en selv. Ofte husker jeg min egen premiere på den aktuelle jagtform, og jeg fortæller ofte om det, når vi står i det. Min premiere på duejagt involverede 55 skud og 7 nedlagte duer, suppleret med bemærkninger om, at de duer, jeg forsøgte at skyde, havde iltmasker på, for så langt var de oppe i himlen, og derfor ramte jeg dem ikke. Det synes jeg nu stadigvæk er en sjov bemærkning.

Opklaring.

Mens vi alle tre stod og smagte på kaffen og talte om jagtformen, begyndte det faktisk at klare op. Og med det kunne vi også se, at duerne begyndte at trække nede i det hjørne af marken, hvor de også trak tidligere på ugen, da jeg satte skjulene op sammen med landmanden.

Afsted med os ned til skjulet, og nu fik nyjægerne mulighed for at afprøve teknikken med at sætte duelokkerne op i et V med spidsen op mod vinden, som lærebøgerne siger.

Det gik hurtigt, og da vi havde lavet to skjul lige ved siden af hinanden, kunne Tommy og Trine få hvert deres, og jeg kunne veksle mellem dem, og stå bag dem hver især og hviske dem i øret.

Øjeblikkelig succes.

Som tidligere nævnt er det ikke ofte, at duerne slår på lokkerne på denne jagt, men sandelig om ikke mine bønner om en nem due var blevet hørt. Der gik nemlig kun ganske kort tid, så kom der en due, som trukket efter en snor og lagde an til landing lige midt i V’et. Jeg talte højt ned fra tre og på et, skød både Trine og Tommy, og duen faldt ned. Det var da noget af en start. At levere en due i sit allerførste skud til due på duejagt, det er jo det, vi alle drømmer om. Det giver bare en god start, at det lykkes fra den første mulighed. Sådan har man det jo også selv på jagt, at dagen er bare meget nemmere, når ens skydning lykkes fra starten.

Der var højlydt glæde i begge skjul, og dagen var nærmest reddet, før den overhovedet var kommet i gang.

Det er en anden ting, jeg skal huske mig selv på med nyjægerne, nemlig at for dem er en god jagtdag, at tingene lykkes, og at alt omkring dem fungerer godt. Så er det ligegyldigt med mange stykker vildt, blot at dem, de har været med i, er leveret. En god duedag kan indeholde 1-5 duer og være perfekt, hvorimod det for mig nok først ville være på den anden side af 10 duer, at jeg ville betegne den som succesfuld. Det er nogle andre kriterier, som er i spil for nyjægerne, hvilket jeg jo godt ved, men alligevel overrasker mig positivt, hver gang jeg er ude med dem.

Den hårde del af håndværket.

Efter en masse snakken i skjulene gik det temmeligt længe, før en ny due fandt lokkerne så venlige, at den også lagde an til landing. Igen blev der skudt fra begge skjul, og duen fløj ikke videre. Den var til gengæld ikke død, og det bragte os jo til en af de lidt hårdere sider af jagthåndværket, nemlig at skulle fange et stykke vildt af, som det hedder.

Jeg tog duen, og Trine havde, før vi gik ud til den, fået instruktion om, at enten kunne man klemme lungerne sammen på den, eller også slå hovedet på den mod et træ eller lignende. Det var så noget helt andet, da hun så selv stod med den i hånden, og planen om at klemme lungerne sammen blev hurtigt opgivet, da det var lige sprællende nok for hendes smag. “Jeg ved jo godt, at det er en del af håndværket, men her går der nok lidt storby-berøringsangst i mig”, som hun sagde.

Sådan tror jeg nu, de fleste har det, at det er nemt nok at snakke om at fange et stykke vildt af, men det er helt anderledes, når man pludselig har det i fingrene selv.

Jeg aflivede en gang en hare ved efter at have skudt den to gange, uden den var død, genladet og så skød den igen på jorden hvor den lå- nu lidt tættere på. Den var virkelig død, og jeg fik selv lov til at købe den på paraden. Det var den måde, jeg havde lært at affange råvildt på, så jeg tænkte, at det måske også virkede på harer. Det gjorde det også, men gjorde også, at jeg måtte bære haren i begge hænder for at få alle dele med. Sådan er det jo med erfaringer, vi har alle gjort underlige ting for at være der, hvor vi er i dag.

Tilbage til duen, så blev den affanget med hundens hjælp. Der er ikke noget pres i mine forløb, og selv om det kan være ubehageligt, så tager vi det helt stille og roligt, og menteen gør det først, når der er overskud til det.

Den næste due affangede Trine med en af de små køller, man også bruger til f.eks. andejagt. Det klarede hun i fin stil, og er dermed også klar på at gøre det, når hun er afsted uden mentor, nu med ekstra kølle ved bæltet. Det var lige det stykke værktøj, hun manglede for at klare jobbet, så dejligt at få det på plads i kontrollerede rammer.

Jeg har selv siden fanget en del harer af, ved at holde dem i ørerne og slå dem i nakken, hvilket har den positive effekt, at man kun behøver bruge en hånd for at bære dem med videre….

En helt særlig double.

Til tider sker der ting med nyjægere, som er resultatet af, at selvom jeg fortæller dem alt det, jeg kan, er det ikke alt, som jeg kan dække, da situationer opstår, som vi ikke har talt om. Det skete kort efter, da en ny due blev forelsket i særligt en af lokkerne.

Blødt kom den ind, i den side hvor Tommy stod, og da vi ikke havde aftalt, hvor langt nede mod jorden duen skulle være, før man skød den, ventede Tommy til den nærmest kyssede lokkeduen. Bang! sagde det, og Tommy havde leveret en af de mere usædvanlige doubler med due og lokkedue i et enkelt skud!

Begge fugle var meget døde, og Tommy den stolte indehaver af to fugle til paraden. Det blev der grinet meget af inde i skjulene, og Tommy selv grinede højest.

En dejlig dag.

Vi havde været i gang hele formiddagen, og andre aftaler meldte sig omkring frokosttid. Både Tommy og Trine havde fået skud til duer, leveret duer, og måske særligt Tommy havde også gjort en dedikeret indsats for at støtte haglpatron-producenterne. Men på duejagt tæller vi sjældent skudstatistikken, da det ofte er svære skud, og det kunne jeg også forstå på Tommy, at det var de faktisk allesammen….

Trine var noget mere tilbageholdende og skød kun til de sikre duer, som slog på lokkerne. Det gav alligevel nok nedlagte duer til om ikke en hovedret, så en fornuftig forret til familien.

Begge nyjægere var glade for at prøve en ny jagtform, og begge aftalte på stedet deres næste tur til jagten. De havde fået duejagten i blodet og selvom det var duejagt for Dummies, var de virkelig glade for resultatet.

Jeg glæder mig til at tage dem med igen.

Knæk og bræk

Morten.