Min korteste jagtdag nogensinde

Kulminationen på en fantastik sæson.

Jeg elsker at gå på jagt. Det er alle former for jagt, og det er næsten altid sammen med nogle andre. Enten en god jagtkammerat eller sammen med en af mine jagtmentees (jagtlærlinge). Det giver virkelig mange gode oplevelser, og her 4 dage før jagtsæsonens afslutning, var listen lang med gode oplevelser. Faktisk havde jeg lige afviklet to meget givende dage med to forskellige lærlinge på to af mine egne terræner med en helt uproblematisk jagtsituation, og en som var det stik modsatte, men endte godt. Det er som bekendt en anden historie, som du kan læse om en anden gang.

Denne dag var det bare mig selv, der skulle på jagt, og det var egentligt ret afslappende ikke at skulle stå inde for andre end mig selv, på min tredje jagtdag i rap.

Et fantastisk terræn

Lige syd på Sjælland, tættere på Vordingborg end Køge ligger Flemmings fantastiske jagtejendom. Bare jeg skriver eller tænker på den, breder der sig et smil på mine læber. Den ligger på toppen af bløde lange smeltevandsdale, og som nabo til en meget stor skov med deraf hørende dåvildts bestand. Til tider ser Flemming flokke til op mod 100 stykker vildt ud af sit køkkenvindue.

I dette skønne område har jeg været så privilegeret at komme på jagt, og det er jeg naturligvis meget glad for. Denne dag var særlig god, for vejret viste sig fra sin smukkeste side med høj solskin og klart vejr. Sådan en dag, hvor man kigger ud ad vinduet og bare kan mærke behovet for at være en del af naturen.

Samtidigt var jeg også ganske mæt efter en god sæson og nogle gode dage, hvilket gav det hele et meget afslappet præg, da jeg rullede ind i indkørslen. Jeg havde nået langt mere, end jeg havde håbet på i sæsonen, og dagen var en bonus på den sidste planlagte jagtdag i sæsonen.

Nataktive dyr

Der var naturligvis andre, som også havde opdaget de rigelige mængder af dåvildt i området, og det medfølgende jagttryk havde gjort, at dåvildtet var blevet noget mere nataktive end tidligere set. Muligheder for at møde dem var bedst lige omkring solopgang og -nedgang.

Jeg var lige sent nok på den i forhold til den aftalte tid, så jeg blev nærmest skubbet ud i terrænet. “Du skal ud nu, for det er nu, de er der det”, fik jeg formanet af Flemming. Og afsted kom jeg.

Det var ikke mit første besøg i denne sæson på denne skønne ejendom, tværtimod havde jeg været ude med riflen mere end en håndfuld gange, men jeg havde endnu ikke afgivet skud. Jeg satte foden på marken kl. 1440, med solnedgang to timer senere.

En særlig situation

Få minutter senere kunne jeg se det tårn, jeg skulle sidde i. Det står op mod skoven, på toppen af en bakke, og så er der en lavning ned mod den store skov, hvor dyrene så gerne skal stå. Vinden var direkte elendig, med en del sekundmeter, som jeg havde lige i nakken, da jeg stod 20 meter fra tårnet. Jeg kunne blot håbe på, at bakken tog af fra vinden så eventuelle dyr ikke kunne mærke mig.

Nogle gange på jagt får jeg den her følelse af, at “lige her”, kunne der godt stå et dyr. Det gør der sjældent, men jeg tænker at de fleste jægere har den følelse på udvalgte steder i deres terræn. Det var præcis den følelse, jeg havde med lavningen foran tårnet, så jeg satte tempoet ned til nærmest nul og sneg mig frem og kiggede ned i lavningen. Det var en virkelig god ide, for nede i lavningen kunne jeg se en håndfuld dådyr gå og esse. De var små 80 meter væk, og havde slet ikke taget notits af mig.

Den rigtige vinkel

Det var vanskeligt at få den rigtige situation fra min skydestok. Foran dyrene var der noget halvhøjt skrub, som ikke gav mig et rent skud. Det stod jeg og masede lidt med, og tænkte om jeg mon kunne snige mig op i tårnet, og få den gode vinkel og det åbne skud. Jeg lagde skydestokken fra mig på jorden og mit metal kaffekrus, og hvad der ellers kunne larme.

Så bevægede jeg mig i helt ufatteligt langsomt tempo, med tilbageholdt åndedræt og uden at tænke nogen syndige tanker op i tårnet, trin for trin. Hvert øjeblik frygtede jeg, at et af dyrene ville rykke hovedet op og kigge på mig, og derefter trække hele flokken med væk. Det var lige det her, jeg havde arbejdet for alle de tidligere gange på stedet, så nu måtte det endeligt ikke gå galt. Det lykkes mig at komme op i tårnet, og stille-stille få mig sat på bænken. Nu kunne jeg se, at der faktisk var omkring 15 dåer og kalve, som gik mellem hinanden.

Finale

Jeg fik taget handskerne af, lagt dem som mellemlag, så riflen ikke hvilede direkte på tårnet. Fik målt afstanden til det nærmeste dyr, 80 meter, og fik alt mentalt gjort klart og fysisk fundet de kontaktpunkter for støtte i tårnet, som jeg havde trænet med min instruktør. Det var ikke et svært skud, og det er oftest dem, jeg forhaster, og det var der ingen grund til her, for flokken var helt i ro.

Så tog kalven det skridt frem, jeg havde ventet på, og lagde hele bredsiden frem mod mig. Med et meget blødt klem gik skuddet, og dyret tegnede kraftigt for det. Jeg repeterede hurtigt, mens dyrene sprang afsted mod skoven. Efter 20 meter stoppede kalven og faldt bagover og lå stille. Dejligt. Så var der helt styr på den.

Nye muligheder

Flokken fortsatte ned mod skoven, men trak ikke ind i skoven, men stod på marken 50 meter fra skoven. Da de samtidigt var stoppet og nu stod på 142 meters afstand, gav det mig mulighed for at skyde til det sidste dyr i flokken.

Jeg skyder som princip ikke til flere dyr i flokken, før jeg har helt styr på, hvad der er sket med det første dyr, som jeg har skudt til. Men da det så tydeligt lå forendt lige nede foran mig, kunne jeg med ro i maven, trække op på det sidste dyr. Jeg holdt højt på det, og da dyret stod helt stille og alene, kunne jeg med endnu et blødt klem, afgive skud til det. Dyret tegnede kraftigt, og jeg kunne mærke at skuddet sad godt.

Dyrene trak videre langs marken, og jeg kunne ikke længere se dem, pga. den bakke som lå imellem os.

Opsamling

Jeg kiggede på mit ur, og den var 1448! 8 minutters jagt havde givet mig mulighed til to dyr. Det var nærmest helt uvirkeligt. Efter en hel sæson, hvor dyrene slet ikke var kommet til mig, var de der lige pludseligt.

Nu skal jeg så ellers love for, at min sædvanlige bukkefeber kom, og jeg kunne mærke intensiteten i afviklingen ramme mig som en hammer. Det var alligevel noget vildere, end jeg lige havde lagt mærke til, for jeg havde været så fokuseret på at få det hele til at virke perfekt, at jeg havde mistet fornemmelsen for alt andet.

Jeg ringede naturligvis til Flemming, og han var også meget glad for hele situationen. Vi aftalte at give det 10 minutter og så kigge efter dyret på den anden side af bakken.

Ti minutter senere gik jeg hen over bakken. Det er altid med noget ængstelse i kroppen, at jeg eftersøger et dyr, som jeg har skudt til. Ligger det der nu, som jeg håber, og selvom skuddet føltes rigtigt, er det nu noget rarere, når dyret er der, hvor man håber.

Min uro blev heldigvis hurtigt manet i jorden, for efter få skridt op til toppen af bakken, kunne jeg se dåen ligge 20 meter fra, hvor jeg skød til den! Det var helt perfekt, og den lå midt på marken, og lige til at gå til.

Dyrene

Nu havde jeg jo al tid i verden, for min korteste jagtdag på 8 minutter var nu slut, og nu lå det praktiske arbejde foran mig. Jeg startede med at gå ned til kalven. Skuddet sad nærmest lige, hvor jeg gerne ville, måske et par cm meter længere fremme havde været rart, men det er dumt at klage, når dyret ligger der. Jeg brækkede det, og imens kom Flemming på sin ATV.

Der var stor glæde, da det altid er dejligt, når det går som både jagtejeren og jægeren ønsker det. Samtidigt gav det også masser af kød, som Flemming allerede havde lovet væk, og på den måde faldt det også på et godt sted med de to efterårsdyr. Flemming kørte kalven tilbage til gården, og imens kunne jeg så brække dåen.

Den havde jeg truffet lidt skråt, men skuddet sad lige, hvor jeg gerne ville, så det var dejligt med to sikre afviklede skud. Det betyder meget for mig. Jeg brækkede dyret, og lagde indvoldene i kanten af skoven, så ræven måske ville trække på det, de sidste dage af jagtsæsonen. Flemming kom tilbage og vi kørte tilbage med dåen, og havde nu god tid til solnedgang, og masser af tid til at snakke, før de andre jægere kom tilbage fra deres poster.

Parade

Det blev til de to dyr på denne skønne dag. De øvrige jægere havde alle set dåvildt, men ikke som kom til skud, og vinden havde drillet, så dyrene kom ind fra en anden side end forventet.

Jeg var mere end glad og efter paraden og en masse snak, hængte vi dyrene op, så Flemming kunne forlægge dem, når de havde hængt det passende antal dage.

Det var en meget glad og træt jæger, som satte sig i sin bil og kørte hjem, efter en fantastisk afslutning på en fantastisk sæson. Det var min korteste jagtdag nogensinde, og den blev så kort, da det var kulminationen af alt det, der var sket indtil da.

Jeg kan næsten ikke vente til næste sæson, så starter det hele igen.

Knæk og bræk

Morten.